Xenophon (ca. 425 – 355 f.v.t.) forfattede på et formentligt sent tidspunkt i sit liv
en lille monografi med titlen Om Ridekunsten. Heri forklarer han, hvordan
man erhverver sig en god og sund hest, og hvordan man træner sig selv og
hesten til den krigstjeneste i rytteriet, som det athenske aristokrati var forpligtet
til at varetage. Værket er en omhyggelig og veldisponeret vejledning i omgangen
med heste og ridningens grundlæggende principper og afspejler tydeligt
Xenophons store erfaring med og interesse for emnet. Hvad der mange steder i
hans øvrige forfatterskab blot er blevet bemærket eller flygtigt nævnt er her
blevet genstand for et selvstændigt værk. Efter al sandsynlighed skal O m
Ridekunsten betragtes som en efterfølger til hans tidligere værk Hipparken, som
beskriver de pligter, der var forbundet med den ansvarsfulde post som leder af
det athenske kavaleri. Men medens Hipparken henvender sig til den
professionelle rytteranfører, er Om Ridekunsten henvendt til den menige rytter i
kavaleriet. De to skrifter udgør sammen med værket Om hundejagt Xenophons
såkaldt tekniske skrifter.
Hensigten med Om Ridekunsten forklarer Xenophon tydeligt i
indledningen til værket. Som erfaren rytter vil han gerne forklare sine yngre
venner, hvordan de helt korrekt (ÙryÒtata) omgås heste. Disse yngre venner
skal efter alt at dømme forstås som yngre mænd fra det athenske aristokrati, som
Xenophon selv tilhørte. Det var fra aristokratiet, man traditionelt rekrutterede
ryttere til kavaleriet, da det kun var velbemidlede borgere fra de øverste
samfundsklasser, der kunne overkomme den enorme udgift at købe en hest og
efterfølgende sørge for dens pasning og træning, hvilket både krævede en
ordentlig stald med de rette omgivelser samt adskillige ansatte. Dette var
naturligvis en bekostelig affære, som heller ikke alle aristokrater kunne klare. Da
det athenske rytteri formentligt under Perikles blev omstruktureret og forøget til
at omfatte 1000 ryttere, blev alle derfor ved indrulleringen tilbudt et større lån
eller katastasis hovedsageligt til erhvervelse af en hest. Derudover blev hver
rytter i løbet af tjenesten tildelt en dagsløn eller sitos til erhvervelse af
hestefoder.1 Men resten var stort set rytterens eget ansvar. Om Ridekunsten er
ment som en hjælp og vejledning til yngre ryttere i denne ikke helt
ukomplicerede situation og gennemgår derfor omhyggeligt grundprincipperne i
1 Spence p. 16
AIGIS 4,2 6
omgangen med og træningen af en hest til krigsbrug – lige fra hestens udseende
til dens udrustning.
