Bregninge Kirke

Bregninge Kirke

Bregninge kirke, indviet til sankt Andreas, er bygget omkring 1100-tallet i rå kampesten, men der menes at have været stået en trækirke tidligere. Soklen er af tilhugget granit. Kigger man på vinduernes facon ses den romanske byggestil, som kirken blev bygget i. At loftet ser sengotisk ud, er fordi man skiftede det gamle flade bjælkeloft ud i 1500-1525 og moden på dette tidspunkt var sengotik med de spidse buede krydshvælvinger.

Kirken bestod fra begyndelsen kun af skib og kor, men samtidig med loftændringen udbyggede man med et tårn bygget i teglsten og en klokke fra Kjærstrup herregård sattes op.

I 1570 lod herremand Jacob Rosenkrantz det søndre sideskib opfører til folk fra Thurø. Disse fik først deres egen kirke i 1640. De måtte indtil da enten rejse til Svendborg eller Bregninge, når de skulle til gudstjeneste. Sammen med sideskibet fik kirken et våbenhus samt et mindre kapel på nordsiden, hvorunder en krypt blev udgravet kun til ejere af Kjærstrup.

I 1750 udvider Niels Juel nordre sidekapel til gravkapel til brug for slægten Juel og Juel-Brockdorff. I 1793 tilføjer Frederik Juel en udsigtsaltan på tårnet, som også bliver ommuret. Senere i 1883 for det et spir. Dette er også året hvor koret bygges om og hele kirkens ydermure dækkes af en skal af røde mursten. I 1940erne blev forslaget om hvidkalkning af kirken fremlagt med det formål at få den til at ligne sit indre mere. Men dette blev kraftigt nedstemt. I 1998 åbnede man ind til gravkapellet, dog spærret af gitterlåger.

Kirken ligger på det højeste punkt på øen, og går man op i tårnet, har man en udsigt over Sydfyn, Als, Sjælland og øhavet i 100 meters højde over havet.


Til oversigt Tilbage til kirken Print
qr code